SKT. PETERSBORGS HISTORIE

Skt. Petersborgs Historie
Skt. Petersborg, som også kaldes Ruslands nordlige hovedstad, blev grundlagt i 1703 af Peter den Store og er derfor en relativt ung by. Alligevel er den utrolig rig på historie. I sin 300-årige historie har byen overlevet krige, revolutioner, sult og sygdom, den har skiftet navn fire gange og har i højeste grad været centrum i verdenspolitikken. Den smukke by har fostret verdenskendte forfattere, skuespillere, ballerinaer, sangere og i dag besidder byen store kunstsamlinger, teatre og ballet i verdensklasse.

Det 18. århundrede
Peter den Store ønskede at gøre en ende på Ruslands tilbageståenhed i forhold til Vesten og havde store ambitioner på det store, men svage riges vegne. I hovedstaden Moskva var adelen ikke begejstret for at ændre på de gamle russiske sædvaner og skikke. I deres øjne var Rusland ikke Europa, Rusland var sig selv nok. Desværre for moskovitterne var Peter en mand med visioner og stormagtsdrømme, og for at få disse drømme opfyldt vendte han sig imod Vesten, hvor han måtte lære alt fra bunden. Personligt aflagde han flere besøg i Europa, bl.a. besøgte han København i 1716. Han studerede flittigt alt, hvad han kunne benytte til at gøre Rusland til en europæisk stormagt. Bl.a. lærte den marineinteresserede zar alt om skibsbygning i Holland, hvor han i Amsterdam også fandt inspiration til det, der senere skulle blive til Skt. Petersborg. Udenlandske ingeniører, skibsbyggere, arkitekter og håndværkere blev inviteret til at komme til Rusland og hundredvis af unge russere blev sendt den modsatte vej for at lære af det moderne Vesten.

Snart indså den ambitiøse zar, at Rusland måtte have en anden hovedstad, tættere på Europa end Moskva med sine gamle skikke og traditioner. Denne hovedstad skulle være beliggende ved Østersøen. Under Den Store Nordiske Krig, hvor Rusland sammen med Danmark kæmpede mod Sverige, erobrede Peter den Store i 1703 det svenske fort Nienchanz og oprettede her fortet Peter og Paul Fæstningen, som skulle sikre den nye besiddelse og adgangen til Østersøen.

Omkring dette fort begyndte en by at tage form. Krigsfanger og bønder blev tvangsindrulleret til opførelsen af den nye stad, og tusinder døde i det fugtige og sumpede område. I 1712 var byen blevet stor nok til at blive den nye russiske hovedstad og adelen blev tvunget til at bygge palæer i byen og flytte dertil fra Moskva. Peter den Store døde i 1725 og magten i Rusland skiftede herefter hænder flere gange.

Hovedstaden blev en overgang flyttet tilbage til Moskva, men endte igen i Skt. Petersborg, da Peters datter Elisabeth blev zarina i 1741. Elisabeth interesserede sig ikke synderligt for regeringsanliggender, men var mere interesseret i kunst og smukke bygninger og Skt. Petersborg skylder hende flere af byens smukkeste bygninger.

Den næste storhedsperiode oplevede byen under Katarina den Store. Katarina var barn af oplysningstiden og hun førte Rusland ind i denne tid ved at gennemføre reformer inden for statsforvaltningen, retsvæsenet og uddannelsessystemet. Hendes hof var ekstremt luksuriøst og vi kan takke hende for Eremitagen og den storslåede kunstsamling, som i dag befinder sig i denne bygning. Hun oprettede også det første offentlige bibliotek, det Russiske Videnskabsakademi og Kunstakademiet, og gav dermed Skt. Petersborg et finkulturelt og videnskabeligt præg.

 
Det 19. århundrede
Det 19. århundredes Rusland var, ligesom hele Europa, gennemsyret af nye strømninger. Med industrialiseringen og arbejderklassens opståen opstod der krav om reformer af de autokratiske styreformer, men i Rusland var zaren ikke villig til at afgive magt. Alexander I besejrede Napoleons ”Grande Armee”, reformerede det politiske system og skabte et stort bureaukrati, men for den almindelige befolkning forblev styret autokratisk og undertrykkende.

Alexanders pludselige død i 1825 kastede landet ud i en politisk krise. En gruppe liberale unge officerer, kendt som Decembristerne, forsøgte at begå oprør, men det blev brutalt slået ned. Alexanders I efterfølger, Nikolaj I, var en stålsat og konservativ autokrat, som var stærkt imod reformer. Han indførte militær orden overalt i Rusland og landet kom til at stå tilbage i forhold til det mere progressive Vesten. Paradoksalt nok var denne periode en af de mest blomstrende inden for kunst og litteratur. Det var i denne periode, at Ruslands nationalpoet A. Pusjkin skrev sine værker, Dostojevskij indledte sin karriere og Glinka skrev sine bedste operaer.

Nikolaj I blev afløst af Alexander II. Selvom han i 1861 befriede bønderne fra stavnbåndet, og reformerede landet, blev han dræbt ved et bombeattentat, fordi nogle fandt ham for konservativ. Hans søn, Alexander III, opførte Vor Frelser Kristi Blods kirken hvor attentatet fandt sted, og genindførte samtidig repressionen og standsede den spæde reformproces. Alligevel blev Skt. Petersborg langsomt men sikkert til en moderne by. Fabrikker og industri kom til, og på Nevskij Prospekt skød banker og varehuse op med fornemme forretninger, som lokkede den rige overklasse til. Men manglen på reformer og det uhyre store gab mellem rig og fattig, og på land og by, gav de revolutionære kræfter stadigt mere vind i sejlene.

 
Det 20. århundrede
I 1903 fejrede Skt. Petersborg sin 200 års fødselsdag. Utilfredsheden med de sociale uligheder og med Nikolaj II’s manglende vilje til at indføre reformer var blevet stadigt større. Så da politi og militær i 1905 skød ind i en fredelig demonstration foran Vinterpaladset, førte det til et revolutionsforsøg, som dog blev slået ned. Nikolaj II måtte nu indføre reformer og afgive magt, men reformerne blev aldrig ført ud i livet og utilfredsheden blev ved med at stige i hele landet.

Med starten af I. Verdenskrig i 1914 startede et nyt kapitel i byens historie, da den skiftede navn til Petrograd. Men byen skulle blive endnu mere kendt som udgangspunkt for den kommunistiske oktoberrevolution i 1917. De omfattende uroligheder tvang zaren til at abdicere. Snart herefter overtog Lenin og bolsjevikkerne magten fra den provisoriske regering og 73 års sovjetstyre tog sin begyndelse. I 1918 blev hovedstaden flyttet til Moskva, da de tyske tropper, i forbindelse med østfrontens sammenbrud, var kommet for tæt på byen. Byen blev nu et regionalt hovedsæde, men var ikke længere Ruslands administrative hjerte. Byens overgang til kommunismen blev fuldført i 1924 med Lenins død, da byen endnu en gang skiftede navn, denne gang til Leningrad.

Som i alle andre byer i Sovjetunionen skød store beboelsesejendomme nu op og byen blev stærkt industrialiseret. Befolkningstallet, som var faldet kraftigt i årene omkring I. Verdenskrig og borgerkrigen, steg nu langsomt igen. Men så ramte endnu en katastrofe byen.

Stalins udrensninger ramte Leningrad hårdt, men den værste og mest tragiske periode i byens historie fandt sted under II. Verdenskrig, da tyskerne belejrede byen. Blokaden varede næsten 900 dage, fra 8. september 1941 til 27. januar 1944, og kostede mindst 650.000 indbyggere livet. Indbyggernes lidelser var frygtelige og sulten hærgede i en sådan grad, at selv rotter blev spist! I 1944 var lidelserne ovre for Skt. Petersborg og befolkningen kunne ånde lettet op, selvom et kolossalt oprydnings- og genopbygningsarbejde ventede. Folk var tvunget til at bo sammen på meget lidt plads, da enorme boligområder var blevet ødelagt eller gjort ubeboelige af tyskernes bombardementer, men som et af de få steder i Sovjetunionen, blev byen ikke blot moderniseret, men genopbygget i fordums pragt.

Efter Stalins død i 1953 blev 60’erne, 70’erne og 80’erne stabiliseringens, men også stagneringens tid for hele Sovjetunionen, som endeligt brød sammen i 1991. Rusland blev et selvstændigt land og Leningrad blev igen til Skt. Petersborg efter en folkeafstemning.

I 2003 fejrede byen sit 300 års jubilæum og i den forbindelse blev centrum og mange attraktioner restaureret for at byen kunne tage sig så godt ud som muligt for de mange statsoverhoveder, der kom til jubilæumsfesten.

Skt. Petersborg i dag
Efter nogle kaotiske år under omstillingen fra plan- til markedsøkonomi i 90’erne oplever Rusland i disse år stor økonomisk fremgang. Oliepriserne har været høje og det er kommet landets økonomi til gode. Især storbyerne har nydt godt af denne udvikling og heriblandt også Skt. Petersborg.

I slutningen af 90’erne var byen stadig præget af omvæltningerne og chokket fra de økonomiske krak i 1996 og 1998, og man ville dengang have mødt en nedslidt by og en forarmet befolkning. I dag er dette billede vendt. Russerne har fået flere penge mellem hænderne og efterspørgslen på forbrugsvarer og nye boliger har skabt et boom i byggeindustrien. Der renoveres og nye forretningsbygninger og beboelsesejendomme bygges overalt i Skt. Petersborg. Ligeledes udbygges infrastrukturen i rivende fart. En ny ringvej skal aflaste den kaotiske trafikale situation og to nye metrostationer er blevet åbnet og endnu flere projekter er undervejs.